Go to content

Vedtægter

Klubben


VEDTÆGTER FOR
NORDALS SKYTTEKREDS




§ 1 NAVN.

Foreningens navn er NORDALS SKYTTEKREDS.

§ 2 FORMÅL.

Foreningens formål er ved skydning som idræt og andet kulturelt virke at fremme "det folkelige
foreningsarbejde." - "den enkeltes fællesskab, sundhed og trivsel."

§ 3 HJEMSTED.

Foreningens hjemsted er Sønderborg kommune.

§ 4 TILHØRSFORHOLD.

Foreningen er tilsluttet De Danske Skytteforeninger, DDS Sønderjylland (med dertil hørende associeringsaftale med DGI Sønderjylland) samt den til enhver tid værende paraplyorganisations for Idræts- og Ungdomsforeninger i Sønderborg Kommune.

§ 5 MEDLEMSFORHOLD.

Stk.1
Aktive medlemmer af Nordals Skyttekreds skal have dansk statsborgerskab.

Stk.2.
Personer, der ikke har dansk statsborgerskab, kan dog optages i foreningen som aktive medlemmer, når vedkommende har fast bopæl i Danmark og de sikkerhedsmæssige forhold taler herfor. Bestyrelsen træffer beslutning herom.

Stk. 3.
Som støttemedlemmer kan optages enhver.
Støttemedlemmer har ingen stemmeret, og kan ikke opnå våbenpåtegning. Kontingent fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling.

Stk. 4.
Gør et medlem sig skyldig i en sådan overtrædelse af de i vedtægterne eller af bestyrelsen givne bestemmelser, eller udsætter vedkommende kredsen for skade ved at gøre sig skyldig i groft brud på god tone, eller modarbejder vedkommende vitterligt kredsens formål, kan vedkommende efter bestyrelsens beslutning udelukkes af kredsen.
Sagen kan appelleres til en generalforsamling, men den udelukkede kan ikke i det mellem bestyrelsens og generalforsamlingens beslutning forløbne tidsrum møde ved kredsens øvelser eller sammenkomster. Ved indvarsling til et bestyrelsesmøde, på hvilket der skal forhandles om et medlems eksklusion, skal samtlige bestyrelsesmedlemmer på tilsigelse til mødet underrettes om, at eksklusionen er et forhandlingsemne. I øvrigt henvises til forretningsordenen for De Danske Skytteforeningers voldgiftsret.

Stk. 5.
Da foreningen er berettiget til at give våbenpåtegning, er foreningens bestyrelse forpligtet til at give orientering til politiet eller om fornødent at tilbagekalde våbenpåtegningen over for et medlem, der efter bestyrelsens skøn - af en hvilken som helst årsag - ikke længere bør være indehaver af en meddelt tilladelse til et våben.

§ 6 GENERALFORSAMLING.


Stk. 1.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed. Ordinær generalforsamling holdes hvert år i sidste halvdel af januar og indvarsles senest 14 dage før ved udsendelse af brev til medlemmerne.


Stk. 2.
Stemmeberettigede er samtlige fremmødte aktive medlemmer, der er fyldt 14 år.

Stk. 3.
Dagsordenen for den årlige ordinære generalforsamling skal indeholde mindst følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Beretning over kredsens virksomhed i det forløbne år og planer for fremtiden.
3. Regnskab og revisionens betænkning samt budget.
4. Kontingent.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg.
7. Eventuelt.

Stk. 4.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen skriftligt i hænde senest 8 dage før generalforsamlingen.

Stk. 5.
Det reviderede regnskab og revisorernes betænkning skal i 5 dage før den ordinære ge-neralforsamling ligge til medlemmernes gennemsyn hos formanden.

Stk. 6.
Alle afgørelser, med undtagelse af vedtægtsændringer, afgøres ved almindeligt stemmeflertal.

§ 7 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING.

Stk. 1.
Ekstraordinære generalforsamlinger indkaldes når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når 10% af medlemmerne fremsætter begrundet ønske og indsender andragende herom til formanden, hvortil da tillige forhandlingsemne skal opgives.

Stk. 2.
Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 4 uger efter, at kravet herom er modtaget. Den skal indkaldes og afholdes i lighed med den ordinære generalforsamling.

Stk. 3.
Enhver lovligt indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig når 10% af de stemmeberettigede
medlemmer er fremmødt.

§ 8 BESTYRELSEN.

Stk. 1.
Foreningens bestyrelse har, under ansvar over for generalforsamlingen, den udøvende myndighed.

Stk. 2.
Bestyrelsen består af en formand og 4 bestyrelsesmedlemmer.
Alle valg er gældende for en 2-årig periode. I ulige år vælges en formand og 2 bestyrelsesmedlemmer og i lige år vælges 2 bestyrelsesmedlemmer. Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen vælger selv en kasserer blandt de valgte bestyrelsesmedlemmer. Hvis dette ikke er muligt, kan bestyrelsen vælge at lade en person udenfor bestyrelsen varetage dette hverv.

Desuden vælger generalforsamlingen årligt 1. og 2. suppleant til bestyrelsen, 2 revisorer og 1 revisorsuppleant.

Stk. 3.
Udtræder formanden i årets løb af bestyrelsen, indkaldes straks en ekstraordinær generalforsamling for at foretage nyt valg af formand.

Stk. 4
Udtræder et bestyrelsesmedlem i årets løb, tiltræder 1. suppleanten o.s.v.

§ 9 BESTYRELSENS ARBEJDE.

Stk. 1.
Bestyrelsen deler de øvrige forretninger imellem sig.

Stk. 2.
Bestyrelsen skal føre referat over generalforsamlinger og øvrige møder.

Stk. 3.
Bestyrelsen skal påse, at skydeøvelserne ledes efter De Danske Skytteforeningers til enhver tid gældende skyttebog, samt efter vedtægter fastsat af bestyrelsen.

Stk. 4.
Foreningen repræsenteres udadtil af formanden og et bestyrelsesmedlem, der fører de nødvendige forhandlinger med offentlige myndigheder, samarbejde med organisationer m.m. samt indgår de nødvendige aftaler.

§ 10 TEGNINGSRET.

Stk. 1.
Foreningen tegnes af formand samt et medlem af bestyrelsen.

Stk. 2.
Ved køb, salg, kaution eller pantsætning af fast ejendom samt ved optagelse af lån ( max 10% af egenkapitalen) tegnes foreningen af mindst 4 bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3.
Foreningen kan meddele prokura.

§ 11 FORENINGENS LEDELSE.

Stk. 1.
Foreningens overordnede ledelse varetages af den på generalforsamlingen valgte bestyrelse.

Stk. 2.
Bestyrelsen holder møde, når formanden eller mindst to bestyrelsesmedlemmer fremsætter ønske herom.

Stk. 3.
Vedtagelse i foreningens bestyrelse kræver, at mindst tre af den valgte bestyrelse stemmer for.

Stk. 4.
Foreningens løbende aktiviteter ledes af et antal selvstændigt arbejdende udvalg, som udpeges af
generalforsamlingen, der årligt vælger formænd til disse udvalg, samt af evt. ad hoc udvalg udpeget af bestyrelsen.
Møder mellem udvalgene og bestyrelsen afholdes efter behov.
Udvalgene har referencepligt til bestyrelsen.

§ 12 REGNSKAB.

Stk. 1.
Foreningens regnskab følger kalenderåret.

Stk. 2.
Kontingent betales forud for h.h.v. sommer- og vintersæsonen. Der føres separat medlemsregnskab for
h.h.v. sommer- og vintersæsonen.

Stk. 3.
Regnskabet revideres af to kritiske revisorer. Revisorerne skal modtage regnskabet med bilag senest 14 dage inden generalforsamlingen.


§ 13 HÆFTEPARAGRAF.

Stk. 1.
Foreningens medlemmer og bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for de for foreningen
indgåede forpligtelser, for hvilke alene foreningen hæfter med dens respektive formue.

Stk. 2.
Foreningens medlemmer har ikke nogen økonomisk forpligtelse over for foreningen, ud over kontingentforpligtelsen.

Stk. 3.
Foreningens medlemmer har ikke krav på nogen del af foreningens formue eller udbytte af nogen art.

§ 14 VEDTÆGTSÆNDRINGER.

Stk. 1.
Vedtægtsændringer kan ske på en generalforsamling, når mindst to tredjedele af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for ændringen.

Stk. 2.
Vedtægtsændringer skal være bragt i forslag af bestyrelsen eller mindst 10% af medlemmerne.

Stk. 3.
Dirigenten afgør om det fornødne stemmeflertal er nået og lader, når han skønner det fornødent, eller når mindst et af medlemmerne ønsker det, skriftlig afstemning foretage.

Stk. 4.
Beslutning om sammenslutning med andre organisationer skal ske efter reglerne om ved-tægtsændringer på en sådan måde, at associeringsaftalen med DGI Sønderjylland og DGI ikke forulempes.

§ 15 OPLØSNING.

Stk. 1.
Beslutning om foreningens ophør kan kun træffes på en med det formål indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
Beslutning om foreningens ophør skal vedtages med mindst tre fjerdedele af de afgivne gyldige stemmer.

Stk. 2.
Ophører foreningen at eksistere, eller udmelder den sig af DDS Sønderjylland, skal den til amtsfor-eningen aflevere samtlige ejendele modtaget fra amtsforeningen eller De Danske Skytteforeninger.
Foreningens øvrige formue og materiale tilfalder DDS Sønderjylland til brug for børne- og ungdomsarbejdet.

Stk. 3.
Bestyrelsen kan ikke træde tilbage før afviklingen omkring foreningens ophør er effektueret.
Bestyrelsen indtræder sammen med repræsentanter fra De Danske Skytteforeninger i et likvidations-udvalg, der forestår afviklingen i henhold til generalforsamlingens beslutning.



Ovenstående vedtægter erstatter alle tidligere vedtægter og vedtægtsændringer.
Vedtaget på kredsens generalforsamling den 30. Januar 2007







Back to content | Back to main menu